Lørdag den 25. maj blev anden afdeling af ADAM Cup Denmark afholdt omkring Kjellerup.

Klaus og Christian kom til løbet med en 3. plads i bagagen fra det første løb i Tyskland.
Men prøverne var af en helt anden karakter i Kjellerup, hvor alle prøverne var meget hurtige og med mange blinde sving og toppe, hvor der virkelig skulle være en tro på det.
Klaus havde skiftet lidt komponenter omkring styretøj og ophæng efter mødet med et pilehegn i Tyskland, ellers var bilen bare klar.
Teamet var også klar fra første prøve, da første prøve blev til klassens hurtigste, dog kun med 2 sekunder ned til de andre hurtige konkurrenter i Cuppen. Cuppen var ydermere til denne gang blevet udvidet til 9 kørere, da Rene Pallesen havde meldt sin ankomst.
De næste prøver var lige så tætte, med Sebastian Magnussen som den tætteste konkurrent, som førte over os med kun 1,8 sekund til pausen efter de første 3 prøver.
Efter pausen var der yderligere 4 prøver, der skulle køres, og tempoet skulle hæves. Det blev det også lige til over grænsen på prøve 4, hvor en nedbremsning blev LIGE lang nok, hvilket resulterede i en bil der skulle startes igen, men ikke mere end et tidstab på omkring 10 sekunder måtte indkasseres. Heldigvis så gik prøven rigtigt godt udover det, så tidstabet til konkurrenterne var ikke så stort på resultatlisten.
Prøve 5 forløb uden fejltrin, og det kunne i bilen efter prøven konstateres, at det gik ret godt, så føringen var tilbage i vores hænder.
De sidste to prøver gik også uden problemer, og slutresultatet blev en sejr i Adam Cup Denmark, men kun med 6 sekunder til Michael Broberg Sørensen på andenpladsen og yderligere 6 sekunder til Sebastian Magnussen på tredjepladsen.
Stillingen i mesterskabet er nu en andenplads med 42 point, lige efter Sebastian Magnussen med 44 point, og Nicolai Jensen på tredjepladsen med 35 point.
ADAM Cup Denmark er en kanon klasse med super tæt fight om placeringerne. Man skal ikke lave den mindste fejl, så står der en anden klar.
Sådan bliver det højst sandsynligt også i sæsonens sidste 4 løb, hvor 3. afdeling køres den 29. Juni omkring Korskro Motorsportcenter ved Esbjerg.